Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
10. august 2023

Danmarks U21-hold vandt VM-finale over USA

 

Link til resultater fra junior-VM er her.

 

Opdateret onsdag den 9. august kl. 10.30: Guldvinderne fik en festlig modtagelse, da holdet landede i Kastrup tirsdag aften. Familie, venner og fans var samlet for at hylde gulddrengene. Direktør Charlotte Fuglsang og hovedbestyrelsesmedlem Bo Ulrik Munch sagde tillykke på DBf's vegne og overrakte blomster. Også et stort tillykke til Daniel Tylvad og Mathias Møller Larsen, der vandt bronze i U21-rækken ved EM for juniorpar, samt til Ella Rosthøj og Julie Sigsgaard, der blev nummer et i President's Cup (B-finalen ved EM for juniorpar).

- - -

Opdateret mandag den 7. august kl. 20.00: Guldvinderne ankommer til Danmark tirsdag aften kl. 20.05, hvor spillerne bliver modtaget i Københavns Lufthavn. Kom gerne og vær med til at fejre gulddrengene.

- - -

Opdateret mandag den 7. august kl. 19.00: Danmark har vundet VM for juniorhold! Det danske U21-hold besejrede USA 2 i finalen og kan dermed tage guldmedaljerne med hjem. Verdensmestrene er: Christian Lahrmann, Daniel Tylvad, Nikolaj Hammelev, Aron Tylvad, Andreas Rolf-Larsen og Nikolaj Zeeberg. Kaptajn er Jan Jørgensen.

Stort tillykke!

Situationen så ellers halvmørk ud undervejs i semifinalen. Efter to sektioner ud af fire var Danmark nede med 51-87, men en stærk tredje sektion, som blev vundet med hele 60-11, sendte danskerne i front med 13 imp. I de afsluttende 14 spil bed danskerne sig godt fast i bordkanten. Den sidste forskrækkelse kom med seks spil tilbage, da Daniel Tylvad havnede i 2 ruder doblet i zonen. Kontrakten stod til at gå tre ned og koste 800, og der var risiko for fire ned og 1100 ud, hvor holdkammeraterne kun havde 620 i 4 hjerter ved det andet bord. Daniel Tylvad udnyttede imidlertid fornemt et lille kiks i modspillet og slap med to ned og en udbetaling på blot 500. Hvad der kunne være blevet en katastrofe blev dermed vendt til en gevinst på tre imp. Fra da af kunne de mange danske ugler på BBO slappe lidt af, og sejren blev da også kørt sikkert hjem. Slutcifrene lød på 150-111.

Bronzemedaljerne blev vundet af Israel, som Danmark besejrede i semifinalen.

Alle resultaterne fra VM, inklusive medaljetagerne i de øvrige rækker, kan du finde her.

 

Glade guldvindere efter triumfen sammen med kaptajn Jørgensen:

- - -

Opdateret søndag den 6. august: Mandag kan vi heppe på det danske U21-hold, som spiller finale ved VM for juniorhold. Danskerne besejrede Israel i semifinalen og er klar til guldkamp mod USA 2.

Danmark kom stærkt fra start mod Israel og førte 31-5 efter første sektion. Israelerne kom igen i anden sektion, og Danmark var kun oppe med 10 imp halvvejs. I tredje sektion var Danmark dog atter bedst og førte med 36 imp inden fjerde og sidste sektion. Israel vandt den afsluttende runde 18-8, men sejren var aldrig for alvor i fare. Slutcifrene lød på 103-77.

USA 2 besejrede Kina klart og er nok svage favoritter inden finalen. Danmark tabte også 7,29-12,71 til amerikanerne i den indledende runde. Men danskerne har været godt spillende i playoff-kampene og har bestemt chance for at hente guldet hjem.

Finalen begynder mandag kl. 9.30 og kan følges på BBO fra kl. 9.45.

- - -

Opdateret lørdag den 5. august: Det danske U21-hold er klar til semifinalen lørdag ved VM for juniorhold. Frankrig blev besejret i kvartfinalen efter en solid indsats, hvor Danmark vandt de tre første sektioner. Et lille fransk comeback i fjerde og sidste sektion var ikke nok, og slutcifrene lød på 128-111. Modstanderen i semifinalen bliver Israel, som vandt over England i sin kvartfinale.

Derimod blev det desværre til exit for U26-kvindeholdet, da Frankrig vandt 141-106. Det så skidt ud halvvejs, men en formidabel tredje sektion, som blev vundet 60-15, skabte ligestilling. I fjerde sektion trak franskmændene dog fra igen.

Semifinalerne spilles søndag fra kl. 9.30. BBO-transmissionen begynder kl. 9.45, da der er indlagt et kvarters forsinkelse af sikkerhedsgrunde. Der skulle være gode muligheder for at opleve de danske helte i aktion.

- - -

Opdateret fredag den 4. august: Det blev som ventet til to danske kvartfinaler ved junior-VM. Men det holdt en del hårdere, end vi havde regnet med. U26-kvindeholdet tabte alle fire kampe på sidstedagen og var til slut afhængig af, at Kina tabte til USA 2, der lå sidst. Det skete heldigvis, og dermed er de danske piger i kvartfinalen, hvor modstanderen bliver Frankrig.

U21-holdet klarede også skærene, selv om situationen også her en overgang så faretruende ud. En sejr på 49-0 i sidste runde over Hongkong satte imidlertid tingene på plads, og de danske juniorer sluttede som nummer seks i grundspillet. U21 skal også op mod Frankrig i kvartfinalen.

U16-holdet havde ingen chance for at nå kvartfinalen. Holdet sluttede tredjesidst - men mange erfaringer rigere. I stedet for playoff-kampe spiller U16 nu en board-a-match-turnering mod de øvrige hold i rækken, som ikke gik videre.

I butler-beregningen over de enkelte pars præstationer var Christian Lahrmann og Daniel Tylvad femtebedst i U21-rækken. I U26 K-rækken var Julie Sigsgaard og Elle Rosthøj helt oppe på andenpladsen, kun overgået af et ungarsk par.

Kvartfinalerne spilles lørdag. Der sendes på BBO hele dagen. Det forlyder, at U21-holdet er på rama fra start kl. 9.45 (kampen begynder egentlig kl. 9.30, men transmissionen er et kvarter forskudt af sikkerhedshensyn). Hvordan sendeprogrammet bliver senere afgøres ud fra, hvilke kampe der ser mest spændende ud. Du finder BBO her.

Alle resultater fra VM er her

- - -

Opdateret torsdag den 3. august: Det dufter af kvartfinaler for to af de tre danske hold ved VM for juniorhold. U26 kvinder ligger lunt på en tredjeplads med 34 kamppoint ned til niendepladsen, som ikke giver adgang til kvartfinalerne. Meget skal gå galt, hvis ikke pigerne skal spille cupkampe fra lørdag. De fire sidste kampe spilles fredag.

U21 indtager p.t. femtepladsen, men afstanden ned til nummer ni er kun 14 kamppoint. Der resterer imidlertid kun tre kampe, så hvis juniorerne holder tungen lige i munden, skulle projekt kvartfinale nok kunne lykkes.

U16 er til gengæld uden chance for at komme videre. Med tre kampe tilbage ligger holdet tredjesidst, og en ottendeplads er uden for rækkevidde.

De sidste kampe i indledende runde spilles fredag. Der sendes på BBO hele dagen, og der skulle være en god chance for at opleve danskere i aktion.

- - -

Opdateret onsdag den 2. august: To af de tre danske hold er med helt fremme i deres rækker ved VM for juniorhold. U26 kvinder ligger på andenpladsen, mens U21 er nummer tre.

Over halvdelen af de indledende runder er nu spillet. Torsdag og fredag skal det afgøres, hvilke hold som kvalificerer sig til kvartfinalerne. Otte hold i hver række går videre. U26-pigerne og U21 har rigtig fine chancer, mens det ser svært ud for U16.

Se alle resultaterne her.

- - -

Opdateret tirsdag den 1. august: De danske U26-piger er kommet fremragende fra start ved VM for juniorhold. Efter to dage ligger holdet på en førsteplads i rækken. De otte bedste mandskaber går videre til kvartfinalerne, som spilles fra på lørdag.

Også det danske U21-hold ligger p.t. til avancement med en syvendeplads. U16-holdet er i øjeblikket et stykke nede i feltet, men er kommet fint igen efter en svær førstedag med fire nederlag.

Du kan se alle resultaterne fra VM her.

En del af kampene sendes på BBO. Du finder BBO her.

- - -

Opdateret lørdag den 29. juli: Julie Sigsgaard og Ella Rosthøj blev nummer et i President's Cup ved junior-EM. President's Cup er en slags B-finale for de par, som ikke nåede A-finalerne i de forskellige rækker. Sigsgaard og Rosthøjs sejr var overbevisende med ikke mindre end 69,71 procent - over syv procentpoint mere end toerne. I alt 54 par deltog i turneringen. Sejren lover godt for VM for juniorhold, der begynder mandag. Her er sejrspigerne en del af det danske hold i rækken for U26-kvinder.

Sejren til Sigsgaard og Rosthøj var imidlertid ikke det eneste flotte danske resultat. Daniel Tylvad og Mathias Møller Larsen vandt bronze i finalen i U21-rækken, og i samme række fik Aron Tylvad og Nikolaj Hammelev en femteplads. I U26-finalen var Christian Lahrmann og hans amerikanske makker, Finn Kolesnik, tæt på medaljerne med en fjerdeplads.

Du kan se alle resultaterne fra junior-EM her.

- - -

Danmark har tre hold til start, når VM for juniorer spilles i hollandske Veldhoven fra den 31. juli til den 7. august. 

Vi har mange gode juniorspillere i øjeblikket, og medaljer kan være inden for rækkevidde i alle tre rækker - U16, U21 og U26 (kvinder). På U21-holdet spiller eksempelvis Nikolaj Hammelev, som for nylig blev nummer seks ved finalen i DM for mixed par på festivalen i Svendborg. På samme hold finder vi også Christian Lahrmann, som var med til at vinde bronze ved NM tidligere på året for "de voksne" og allerede har taget hul på en professionel karriere.

U16-holdet ser også spændende ud. Her har vi blandt andre 13-årige Mathias Møller Larsen, som allerede sidste år fik en fjerdeplads ved DM-finalen for åbent par.

Endelig er der U26-holdet (kvinder), som bestemt heller ikke skal afskrives. Holdet består af seks aktive spillere, som har en del landsholdserfaring bag sig.

Du kan se alle Danmarks spillere her

Samtlige deltagere ved VM og kampprogrammet er her.

De fleste af juniorerne varmer op til VM ved at deltage i EM for juniorpar i forskellige rækker. EM finder også sted i Veldhoven i Holland. Du kan følge resultaterne her.